torsdag den 23. april 2009

Konservativ fra Kajerødskolen

Artikel i Frederiksborg Amtsavis den 22. april.

Formanden for skolebestyrelsen på Kajerødskolen Gitte D’Arcy er kandidat for Det Konservative Folkeparti til kommunalvalget i november måned. På opstillingsgeneralforsamlingen blev Gitte D’Arcy valgt som nummer fire på listen.

Gitte D’Arcy har siden 2006 været formand for skolebestyrelsen og i den perioden har hun formået at igangsætte en række initiativer med fokus på skolens og børnenes trivsel. Foråret og sommeren imødegås med særlige plantedage, for at gøre skolegården til et bedre sted at være. Høstfesten sikrer forældre, børn og lærere rystes sammen og den længerevarende forsøgsperiode med en fast frokostordning har givet større forståelse blandt børn og voksne for sammenhængen mellem sund mad og læring.

”Jeg er meget optaget af, at vores folkeskoler holder fokus på faglighed, sund kost og fysiske udfoldelse. Alle skoler i Rudersdal skal kunne tilbyde et sundt måltid mad, som eleverne skal kunne købe til en rimelig pris.”

Gitte D’Arcy fortsætter:

”Gennem utallige undersøgelser ved vi i dag, at et sundt måltid mad har stor betydning for børnenes indlæring, men det gør det ikke alene og derfor skal vi også indføre flere idrætstimer i skolen. Motion er ligeså vigtigt som sund kost og når de forhold er tilstede sammen med en høj faglighed, ja, så får vi verdens bedste børn – siger Gitte D’Arcy.

Ud over at sidde som formand for Skolebestyrelsen på Kajerødskolen er Gitte også medlem af bestyrelsen i Skjold Birkerød Fodbold med ansvar for Børneafdelingen, der omfatter ca. 600 medlemmer.

tirsdag den 17. marts 2009

Præsentation til opstillingen

Jeg vil gerne være med til at gøre Rudersdal kommune til den bedste og mest populære kommune i Danmark.

Jeg hedder Gitte D’Arcy og gift med John. Vi har to drenge, Sean og Axel på hhv. 13 og 10 år der begge går på Kajerødskolen i Birkerød.

Mine mærkesager for Rudersdal kommune er:

Børnene i Rudersdal skal have landets bedste undervisning med høj faglighed, fokus på den enkelte elev, høj IT-standard og frit skolevalg.

Og alt dette bør underbygges af sund og god kost til alle vores børn og unge. Alle skoler i Rudersdal kommune skal kunne tilbyde et sundt måltid mad som eleverne skal kunne købe til en rimelig pris. To ud af kommunens 13 folkeskoler har ikke en kantine eller tilsvarende. Dette skal etableres fra kommunalt hold. Dernæst skal vi sikre, at skolerne har et realistisk økonomisk råderum til at drive kantinerne.

Mange undersøgelser har vist hvor vigtig et sundt måltid mad er for at kunne modtage undervisning. Amerikanske undersøgelser har vist, at børn der får ringe kost er mere tilbøjelige til at blive aggressive og asociale.

Sundhed er i fokus som aldrig før, og stadigt flere børn bliver for tykke. Tallet er tredoblet de seneste 30 år, så 15% af eleverne i afgangsklasserne i dag er overvægtige. Kun ved at kunne tilbyde eleverne sunde måltider, herunder frugt og grønt kan vi være med til at forebygge en række af de store livsstilssygdomme f.eks. hjertekarsygdomme og visse kræftformer. Gode kostvaner er med til at sikre sunde borgere i Danmark.

Men god undervisning og kost gør det ikke alene. Det er vigtigt, at idrætsudøvere får de bedste vilkår for et optimalt idrætsliv med gode idrætsfaciliteter i hele Rudersdal kommune.

Motion er endnu en vigtig faktor til at styrke indlæringen i skolen. Derfor skal der flere idrætstimer på skoleskemaet og idrætsfaciliteterne på skolerne skal gøres tidssvarende.

Sunde kostvaner og motion fra børnehaveklassen er med til at sikre gode vaner resten af livet.

Rudersdal Kommune er et fantastisk naturskønt smørhul. Det skal vi passe på. Vi skal bevare de grønne områder og det naturlige dyreliv i kommunen. Vi skal skåne naturen for kemiske midler så de ikke trænger ned i grundvandet.

Og vi skal fremme økologien i skolerne, så vores børn lettere kan træffe de rigtige valg i livet, og vi skal styrke deres indlæring og fysisk form, så de får den bedste livskvalitet.

Men vi skal jo også vende blikket ud mod vores omverden. Vi er alle del af en global hverdag, og gennem en høj kvalitet i undervisningen kan vi forberede eleverne på den bedst mulige måde, til de krav som et fremtidigt internationalt videns samfund stiller.

Derfor ser jeg det som et vigtig punkt, at der etableres et tæt samarbejde mellem folkeskolerne og gymnasierne. Eleverne i folkeskolernes udskolingsdel skal kunne tilbydes undervisning på engelsk i naturfaglige fag, for derigennem at forberede dem langt bedre på et internationalt valg af uddannelsesretning.

Jeg er formand for skolebestyrelsen på Kajerødskolen i Birkerød og bestyrelsesmedlem af fodboldklubben Skjold Birkerød med ansvar for børneafdelingen, der omfatter ca. 600 medlemmer. Jeg er meget initiativrig og engageret omkring arbejdet med vores børn og unge i kommunen, og arrangerer ofte fodboldstævner for egne og eksterne klubber.

Og nu vil jeg gerne vælges til kommunalbestyrelsen!