torsdag den 18. juni 2009

Urimelig diskriminitation af fodboldbørn


Bestyrelsesmedlem af
Skjold Birkerød Fodbold

Igen ser det ud til, at fodboldbørnene i Skjold Birkerød Fodbold skal diskrimineres og nedprioriteres i forhold til tildeling at træningstid i Multihallen. Det bedste Folkeoplysningsudvalget har kunnet tilbyde var, at Multihallen kan anvendes når den ikke blev brugt af andre! Det kan være meget svært at basere træning på, at der måske er ledigt om søndagen. Og hvad når der ikke er ledigt? Skal vores små børn på 5 år så træne ude i frost og snevejr om vinteren ? Det kan en ansvarlig kommune da ikke mene !

I forbindelse med byggeriet af vores Multihal var det ikke let at være fodboldspiller på Birkerød Stadion. Men vi holdt ud, for det hele blev jo meget bedre når hallen var færdig, og så skulle vi træne i den flotte hal. Adgangsforholdene var ikke optimale og slet ikke for vores små børn. Dagen kom, hallen stod færdig og banetiderne skulle fordeles. Uvist af hvilken årsag blev fodbold nu kun betragtet som en udendørssport og skulle derfor ikke prioriteres på lige fod med andre sportsgrene.

Det forhold, at fodbold i forhold til Multihallen betragtes som en andenrangssport er en urimelig diskrimination. Fodbold er på lige fod med tennis en helårssport. At vi i årevis har måtte nedprioritere indendørsfodbold på grund af banemangel, til stor skade for vore medlemmer, er intet argument for, at vi skal nedprioriteres i forhold til andre. Indendørs fodbold er en gammel sport, med stævner og turneringer, og vi ønske at få samme prioritet som andre. Vi kan ikke forsvare, at vores børn skal sendes ud i vinterkulden. De små fodboldspillere må have samme prioritet og banetid som andre, der spiller indendørs.

Ovenstående bidrager stærkt til vores fornemmelse af, at kommunen mangler forståelse for, at Birkerød Stadion har været vores hjemsted i årtier, og at vi føler, at vi bliver betragtet som pariaer der helst skal gemmes væk.

Forholdene på Birkerød Stadion er blevet meget forbedret. Vi har 2 kunststofbaner, der muliggør træning hele året for ungdoms- og voksne spillere og en flot ny opvisningsbane. Græsbanerne er blevet forbedret og vi er pt. i gang med at få skiftet lysanlæg på de to kunststofbaner. Vi har et godt samarbejde med personalet omkring forskellige forbedringer på stadion. Det sætter vi meget stor pris på. Men vi må fastholde vores ønske om, at fodbolden, specielt børnefodbolden, i lige så høj grad har behov for adgang til de meget forbedrede indendørsfaciliteter i Multihallen som f.eks. håndbold og volley. Hvorfor skal de voksne træne tidligt på eftermiddagen når Folkeoplysningsloven klart foreskriver, at børn og unge skal prioriteres FØR voksne. Det kan I ikke være bekendt!

I Skjold Birkerød Fodbold ser vi frem til en mere ligelig prioritering af indendørsfodbold, og vi ser frem til en positiv og åben dialog, hvor vi gerne vil indgå i et samarbejde omkring udarbejdelsen af prioriteringsregler for alle klubber i forhold til loven og den enkelte klubs antal medlemmer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar